Pesten i Øse og Næsbjerg i 1659
Af Aage Tirsgaard, Næsbjerg Sognearkiv (maj 2020)
For ca. 350 år siden blev den sydlige del af Jylland ramt af en særdeles kraftig pestepidemi.
Kirkebogen for Øse-Næsbjerg pastorat beretter om de mange, der døde i peståret 1659.
I Øse og Næsbjerg sogne kom beboerne til at mærke pesten voldsomhed, da den borttog ca. en tredjedel af befolkningen.
Sognets præst, provst Mads Mortensen Morsing har i kirkebogen noteret dato, navne og bopæl på de i alt 188 personer, som han i 1659 måtte begrave.
Her en enkelt dag fra kirkebogen:
– 11. aug. døde Appellone Christen Øloes hustru i Næsbjerg
– 11. aug. døde Niels Pedersen Nebel i Næsbjerg
– 11. aug. døde Niels Pedersens barn i Næsbjerg
– 11. aug. døde Mads Hansen i Vesterbæk
– 11. aug. døde Søren Christensen i Heager
– 11. aug. døde Anne Hanskone i Helle
Man regner med, at der i 1659 boede ca. 500 personer i Øse-Næsbjerg. I årene forud for 1659 viser kirkebogen, at der i sognet døde cirka 12 person om året (1 om måneden). Trækker vi 12 fra de 188 døde i 1659 har vi en overdødelighed på 176 personer. Dividerer vi 12 op i 176, så viser regnestykket, at der i 1659 i Øse-Næsbjerg døde 15-16 gange så mange som i de foregående år.
Pastor Morsing skriver intet om dødsårsagerne, men vi ved fra andre kilder, at det sydlige Jylland i sommeren 1659 var plaget af en særdeles kraftig pestepidemi.
Laves der lidt statistik over de døde, så viser tallene, at pesten ramte mænd, kvinder og børn med lige stor konsekvens – og alle sognets landsbyer blev ramt.
Fordelingen af døde i løbet af 1659 varierer særdeles meget:
januar 0, februar 5, marts 4, april 1, maj 1, juni 3, juli 21, august 88, september 51, oktober 7, november 4, december 3.
De første 6 måneder er der en mindre overdødelighed, men den er ikke voldsom stor. Men i juli tager epidemien for alvor fat, går helt grassat i august, falder noget i september, hvorefter den klinger ud sidst på året uden dog at nå det normale niveau på ét dødsfald om måneden.
Den historiske baggrund
Danmark havde i 1657 erklæret Sverige krig. For at stå stærkere havde Danmark allieret sig med Brandenburg og Polen, der også kom danskerne til undsætning. Sidst på året i 1658 rykkede de brandenburgske og polske tropper op i Jylland og fordrev svenskerne. Vore allierede venner blev naturligvis indkvarteret hos og bespist af den lokale danske befolkning. Polakkerne lidt vest for Kolding, brandenburgerne ved Ribe.
Pestens udbredelse
Det var de polske tropper vest for Kolding, der bragte pesten med sig. I disse egne var dødeligheden i den lokale befolkning uhyggelig høj: 65-80 % døde af pest på ganske kort tid.
Nord, øst, syd og vest for dette område aftog dødeligheden, men stadig høj. Næsbjerg-Øse således med en dødelighed på 35 %, i Årre sogn 39 %, mens man i Grimstrup sogn nåede op på 42 %.
Disse procentsatser skal tages med nogen forbehold (+ eller – 5 %), da man ikke har helt præcise tal over, hvor store befolkningerne var i de forskellige sogne.
For datidens befolkning / mennesker var pest et velkendt fænomen, en del af deres bevidsthed. Med jævne mellemrum opstod der små eller større epidemier – oftest naturligvis i ufredstid, hvor der skete store folkebevægelser over store afstande. Pestepidemier var sjældent udbredt til hele Danmark på samme tid.
Om sygdommen ”pest”
Datiden kunne ikke sætte et præcist navn på pesten. De epidemier, der opstod og hvor folk døde efter et ganske kort sygdomsforløb, fik alle betegnelsen pest.
Fra andre kilder findes der beskrivelser af såvel symptomer som sygdomsforløb. De lærde (læger og historikere) er enige om, at det var plettyfus, der hjemsøgte den sydlige del af Jylland i 1659.
Plettyfus overføres fra menneske til menneske ved hjælp af kropslus. Smittestoffet (en bakterie) findes i lusens ekskrementer og er ikke farligt med mindre det hurtigt kommer i forbindelse med åbne sår. Lusens bid får det til at klø og vi mennesker reagerer ved at kradse på huden. Der opstår huller/små sår, der giver bakterierne adgang til blodbanerne -> bakterien sendes ubesværet rundt i hele kroppen.
Inkubationstiden er op til 10 dage. Temperaturen stiger til ca. 40 0, kulderystelser, opkastninger samt smerter i hovedet. Efter 4-5 dage udslet på kroppen, på arme og ben i form af runde, lyserøde pletter, der er let ophøjede. Feberen fortsætter med at være høj, patienten bliver sløv og plages af hallucinationer og ængstelse.
Klarer man sig gennem sygdomsforløbet er man rask efter ca. 3 uger. Normalt er dødeligheden 15-20 % – mindre hos børn og unge og størst hos gamle og svagelige (70-80%).
Plettyfus (krigstyfus, hungertyfus) forekommer ofte i forbindelse med krig, hvor hygiejnen er i bund og hvor man kommer i kontakt med nye befolkningsgrupper, hvilket netop skete i Danmark i 1659. Polakkerne ved Kolding kom i fysisk kontakt med danskerne og da den danske befolkning oplevede pestens elendigheder og død, ja så flygtede mange til byerne eller andre egne af landet. Det er nok på den måde pesten kom til Øse og Næsbjerg sogne.
Plettyfus var også et kendt fænomen i koncentrationslejrene under 2. verdenskrig.
Lidt mere fra kirkebogen
Som det fremgår af kirkebogen, så var juli, august og september de store pestmåneder, hvor 160 af de i alt 188 døde. På en enkelt dag, den 15. august, døde ikke mindre end 13 personer. Den 12. august døde 10 personer :.
– 12. aug. døde Jep Hansen i Helle
– 12. aug. døde Niels Pedersen Kimers datter Maren i Øse
– 12. aug. døde Niels Pedersen Kimers mindste barn
– 12. aug. døde Morten Sørensens datter i Hostrup
– 12. aug. døde Jens Thomsen i Skonager
– 12. aug. døde Appellone Jeppes i Skonager
– 12. aug. døde Hans Jensen i Skonager
– 12. aug. døde Hans Jensens hustru Anne Christensdatter i Skonager
– 12. aug. døde Jep Olufsens barn i Skonager
– 12. aug. døde en fattig qvinde af Bolen
Går man lister over døde igennem vil man kunne konstatere at nogle familier blev særdeles hårdt ramte : far, mor og måske 2 børn.
Hverdagen under pesten
Præsten og befolkningen må naturligvis have været tynget i knæ af sorg, ængstelse og det enorme arbejde, der var med at få de mange mennesker begravet. Mange er naturligvis i den varme sommertid hurtigt blevet lagt i fællesgrave. Om der var kister til alle melder historien ikke noget om. Den 28. august blev en kone og et nabobarn fra Heager lagt i samme kiste. Naturligvis fandt man også dengang praktiske løsninger på praktiske problemer.
Men der var også en hverdag med malkning, udmugning, høst, syltning, madlavning osv. osv. som skulle gøres. Pasningen af de mange syge har fysisk og psykisk krævet en enorm indsats. Og alle har naturligvis gået ængstelige rundt og gjort egne nervøse tanker om det nu næste gang var en selv, der blev ramt af pesten.
Der var næppe meget at glæde sig over i sommeren 1659 i Øse og Næsbjerg.
En konsekvens af de mange dødsfald var stor mangel på arbejdskraft og på folk til at overtage gårdene, hvorfor mange gårde kom til at ligge øde hen. Beregninger fra sognene Næsbjerg, Øse, Årre og Grimstrup viser, at 28, 22, 38 og 22% af gårdene først i 1660’erne stadig lå hen som ødegårde. Problemet blev over en årrække løst, da bønderkarle fra andre landsdele søgte til de egne, hvor der var mange ødegårde -> her kunne en gård overtages på fordelagtige vilkår.
Kilder: Kirkebogen for Øse-Næsbjerg Sogn 1646-1751
Aksel Lassen : Skæbneåret 1659
Epitafium med sognepræst Mads Mortensen Morsing og hustru Karen Poulsdatter samt deres 12 uger gamle datter Anne. Pastor Morsing var præst i Øse-Næsbjerg Sogne fra 1654 til sin død i 1680. Billedet er fra 1675 – oliemaleri på træ – måler 117 x 117 cm og hænger ved siden af prædikestolen i Øse Kirke. Han var i 1675 54 år, hun 63 år.