af Aage Tirsgaard
Ordet klyne er vestjysk. I andre dele af Danmark kaldes klyner tørv dvs. mosetørv, der blev gravet op fra fugtige engarealer.
Ordet klyne blev i Vestjylland brugt fra grænsen og nordpå til Storå (Holstebro). Også i frisisk og hollandsk bruges ordet klyne / klyner.
Hedetørv (lyngtørv), som man også skar i Vestjylland, må ikke forveksles med klyner. Hedetørv lavede man ved at afskrælle det øverste lag af heden.
Klyner eller mosetørv er (som brunkul og stenkul) dannet af døde plantedele. Klynernes indhold af brint og kul vil med tiden blive højere. De ældste dvs. nederste klynelag er mørkere, føles tungere og har en større brændværdi (og giver mindre aske) end de øverste klyner, der er mindre faste og mere brunlige. Det tager måske 2 – 3.000 år for naturen at danne et 1 meter tykt klynelag.
I Danmark har der været gravet klyner / tørv i flere hundrede år. I 1900-tallet foregik det især under og efter både 1. og 2. verdenskrig, hvor importen af kul og olie var meget begrænset.
Denne artikel vil kun omhandle klynegravning i Næsbjerg Kommune / Sogn under 2. verdenskrig og kun årene fra 1941 til 1945.
Artiklen bygger på interviews med Rikard Pedersen (1919 – 2011).
****************************************************************
Rikard Pedersen og broderen Jes havde for sommeren 1941 lejet retten til at grave (kaste) klyne på et areal ned til Skonager Lilleå ved den sydvestlige ende af Helle-Biltoft Plantage. Prisen afhang af, hvor meget de gravede.
Der stod vand i området, da der tidligere havde været gravet klyner på stedet. Der kunne her skæres klyner ved hjælp af maskinspader (fig. 1 og fig. 2). Hos smeden havde brødrene Pedersen fået fremstillet maskinspader af forskellig længde. Med maskinspaderne blev der skåret klyner af to omgange. Først med en maskinspade, der havde en længde på 1,20 meter og derefter med en maskinspade, der var 2 meter lang. Med den lange spade kom man dybere ned til de klyner, der var fastere og af bedre kvalitet.
I dette tilfælde er der ingen vand i bunden af graven.
Da Richard i 1941 gravede klyner i engen ved Helle-Biltoft Plantage, var det i en grav, hvor der stod klart vand til en dybde på et par meter.
Denne spade er ca. 120 cm. lang.
En enkelt mand kunne betjene spaden.
Ved den næsten lodrette tørvevæg (se fig. 1) blev spaden presset ned i tørvejorden. Når man var kommet så langt ned, som man ønskede, drejer man på håndtaget, så tørven blev skåret af i bunden. Den aflange firkantede klup kunne nu trækkes op af graven.
Når den ca. 1 meter aflange firkantede klump klyne var trukket op (fig.1), blev klynerne lagt på en trolje (en ca. 2 meter lang og 80 cm. bred vogn, der kørte på skinner). På begge sider af Skonager Lilleå samt på den lille bro, der førte over åen, var der lagt skinner ud. Skinnerne hvilede på sveller. Som arbejdet skred frem, blev skinnerne flyttet med. På gravesiden havde man en hest til at trække troljen. Ellers blev troljen skubbet ved håndkraft.
Skinnerne førte på den spinkle bro over Skonager Lilleå til et stykke afbrændt hede. Her blev den store klump klyne med en spade skåret i passende stykker. En klyne målte ca. 23 x 14 x 10 cm. De fugtige klyner blev lagt til tørre på den bare jord. Efter nogle dage blev de nu halvtørre klyner vendt ved hjælp af en greb. Det afbrændte hedestykke havde Rikard og Jes Pedersen lejet for sommeren 1941.
Når klynerne var tørre, blev de på en hestetrukken vogn kørt til Næsbjerg Station, hvor de blev læsset på en jernbanevogn. Klyner og jernbanevogn blev vejet enten i Varde eller Esbjerg. Grosserer Øgendahl i Esbjerg købte klynerne, som han især solgte på Fyn, hvor man manglede brændsel.
Ved tørvegraven havde de to brødre bygget en mindre hytte på ca. 25 m2. De havde her en stue med kogeovn samt et soverum. Arbejdsdagene var lange, da der jo helst skulle tjenes gode penge, mens det var sommer og godt vejr. Det var imidlertid ikke de store penge, de to brødre kom til at tjente ved deres projekt klynegravning i sommeren 1941. Først på efteråret, da det begyndte at blive fugtigt i vejret, blev det mere og mere besværligt at arbejde med klyner, hvorfor de stoppede for sæsonen 1941.
Man skulle dengang, som lønmodtager, være 25 år for at måtte arbejde i moserne. Landbrugsproduktionen havde førsteprioritet og der manglede man arbejdskraft. Ordningen blev strengt håndhævet af politiet. Richard, der dengang var 22 år havde ingen problemer, da han var selvstændig erhvervs-drivende.
Året efter i 1942 gik Rikard Pedersen (uden broderen) igen i gang med at grave klyner.
Der blev gravet på den jord, der tilhørte Rikards kommende svigerforældre (Mads og Kirstine Søndergaard Madsen på ”Søndergaard” i Næsbjerg) – nord for jernbanesporet mellem Biltoft og Næsbjerg. Der blev gravet et større hul (en grav) for at komme ned til klynedyndet.
I graven samlede der sig snart vand, der skulle pumpes bort ved hjælp af en elmotor og pumpe. Rikard fik Karlsgårdeværket til at sætte master op samt trække ledninger hen over marken til graven. Kobberledningerne skulle Rikard selv skaffe, da der var stor efterspørgsel på kobber. Og ikke mindst kobberledninger med en ordentlig isolering. Fra en ”strømtyv” på yderste maste blev de dårligt isolerede ledninger trukket / lagt hen over marken til elmotoren, der trak pumpen.
Sikkerheden var langt fra, hvad den burde være, men det fungerede ! – og uden der skete ulykker !
Der blev lagt skinner ned i graven. En tipvogn blev sat på skinnerne og når den nede i graven var blevet læsset med den fugtige mosedynd, blev vognen trukket op ved hjælp af et spil, der blev trukket af en elmotor. Spil og motor havde siddet på en fiskekutter. Vognladningen blev derefter tippet af på den bare jord. En mand skovlede dyndet op i en presse (Esbjergpressen se fig. 3). Ud af pressen kom firkantede ”pølser”, der med en speciel greb (lige og skarpe tænder) blev skåret af til klyner af passende størrelse. Disse klyner målte ca. 28 x 18 x 10 cm.
Ud af Esbjergpresseren kom de firkantede ”pølser”, der med en speciel greb bliver skåret i passende tykkelse og lagt på en trolje.
Klynerne blev på et rulleslæb af heste trukket ud på en mark, hvor de blev lagt til tørre.
Senere blev de halvtørre klyner vendt af folk (også større børn), der blev hyret til denne opgave.
Når klynerne var tørre, blev de på hestevogn kørt til Næsbjerg Station, hvorfra de gennem en grosserer fra Esbjerg blev solgt hovedsageligt på Fyn.
Sammenligner man Rikards klynegravning i 1941 med 1942, så var mekaniseringen (industrialisering) slået meget kraftigt igennem (el, pumpe og presser).
I 1942 gravede Rikard Pedersen også på et område ved Vestervangvej. Her blev tørvedyndet hentet op fra graven ved hjælp af en transportør og efter en tur gennem Esbjergpresseren blev de fugtige ”pølser” skåret op i klyner af passende størrelse.
Rikard og hans folk fik produceret mange klyner i sommeren 1942. Men han havde også 8 mand til at hjælpe sig. 5 derhjemme i graven, ved presseren og udlægning på marken, 2 til at køre frem og tilbage til Næsbjerg Station og 1 til aflæsning på stationen. Rikard, der skulle have hele ”virksomheden” til at fungere, måtte som regel selv tage en tørn med, når og hvor der var mest behov.
Rikard havde 4 heste (2 islændinge og 2 jyske) til at trække rulleslæb samt vognene til og fra jernbanestationen.
Der blev arbejdet hele sommeren, ja faktisk 2 uger for længe, da det uheldigvis blev fugtigt i vejret og dermed meget bøvlet at arbejde med klyner.
Rikard havde ikke noget firma som sådan. Han havde en uregistreret virksomhed, hvilket var ganske normalt, når det drejede sig om klynegravning i 1942.
Den danske stat var, på grund af stor mangel på brændsel, interesseret i, at der blev produceret så mange klyner / tørv, som det nu var muligt. Til opstart, til indkøb af maskiner og til de første lønudbetalinger, kunne man få et mindre statslån.
Året efter i 1943 fortsatte Rikard Pedersen med sit ”firma”. Nu ved Skonager Lilleå til højre for broen før Biltoft, når man kommer fra Næsbjerg.
Der var fuld gang i produktionen og der blev her lavet rigtig gode og rigtig mange klyner. Rent økonomisk blev det også det bedste år for Rikard. Det var igen Esbjergpresseren, der var den afgørende og centrale del af produktionen.
Jorden til klynegravning blev lejet af Chr. Nielsen i Biltoft. På grunden havde Rikard fået opstillet et par træhuse, der hver målte 3 x 4 meter. Hytterne blev brugt til madlavning, spisning og overnatning. Jorden til læggeplads / tørreplads blev lejet af Rikards kommende svigerforældre.
I 1944 fortsatte Rikard med at grave og producere klyner og igen ved hjælp af Esbjergpresseren. Dette år i Roust Mose. Der var ikke så mange tørv, men til gengæld var de gode.
I sommeren 1944 blev Rikard gift med Marie Søndergaard, hvorfor han fra efteråret begyndte at arbejde på gården hos sine svigerforældre.
For sæsonen 1945 havde Rikard købt sig ind i Puglund Mose ved Starup.
Svogeren stod for den daglige drift. Da det var højmose, var der ikke vand i hullerne. Produktionen og indtjeningen gik imidlertid ikke særlig godt.
I maj 1945 sluttede den tyske besættelse af Danmark. Mange havde under krigen tjent mange ”sorte” penge, som de lå inde med i kontanter. For at komme de ”sorte” penge til livs, planlagde den danske stat en pengeombytning.
Rikard satte en annonce i avisen : Virksomhed til salg (investering). Hele ”firmaet” (heste, presser, rettigheder mv.) blev hurtigt solgt til en hotelejer og en murermester i Esbjerg. Richard havde ingen problemer, da den nationale pengeombytning kom sidst i juli 1945.
Og lidt ekstra :
En voksen mand, der ville bestille noget og arbejde alle ugens 6 arbejdsdage fra midt på formiddagen til ca. kl. 19, kunne tjene 40-42 kr. om dagen, hvilket dengang var en meget høj løn. Og skatten var lav.
En cykel eller et sæt tøj kostede 125 kr.
Næsbjerg Sognearkiv oktober 2020